Endnu en forside bliver til

Ok, her er den så: En gennemgang af hvordan jeg lavede en forside til Frederiks engelske udgave af Montsegur 1244.

Frederik havde indsamlet nogle forskellige billeder til den danske udgave, og vi var begge enige om at Albrecht Dürers maleri af den bedende dame ville være et godt motiv til forsiden, så det tog jeg udgangspunkt i.

Desværre var beskæringen lige lovlig tæt, så for at få lidt mere at arbejde med, var jeg nødt til at skabe lidt mere baggrund omkring hende. Jeg skar de to store baggrundsflader til højre og venstre for hendes hoved ud via lasso tool og min Wacom tablet (se her). Wacom tablets findes i et hav af udgaver, men det essentielle er at få en pen i stedet for en mus, da mus er tæt på at være ubrugelige til at tegne/udvælge med i Photoshop.

Som sagt: Jeg klippede og lavede en ramme . Den er slet ikke perfekt, men god nok til at arbejde videre med. Oven på den placerede jeg så det oprindelige billede .

Rammen og billedet er alt for adskilte her, så vi har brug for at lave en lidt blødere overgang mellem de to.

Endnu et job for lasso + Wacom. Jeg lavede en hurtig og dermed ikke særlig nøjagtig fritlægning af damen. Normalt skal masker være meget nøjagtige, hvis man vil fjerne et motiv fra baggrunden, men i collager kan man ofte slippe lettere om det, da de mange lag skjuler eventuelle fejl, så en hurtig maske. For at lave en blødere overgang, gav jeg masken en gaussian blur på 20 eller deromkring.

Det fik damen og min baggrund til at smelte nogenlunde sammen. Frederik havde også et fotografi af bjerglandskabet omkring Montsegur (spørg mig ikke om geografien). For at kæde damen sammen med stedet, droppede jeg derfor landskabet på endnu et lag, satte blending mode til multiply og justerede gennemsigtigheden til 37%.

For at få motivet fri af bjerget, kopierede jeg min layer mask og anvendte den på fotografiet. Derved kom bjerget til at ligge i baggrunden og på grund af layer mask og gennemsigtighed smeltede bjerget og den oprindelige baggrund sammen som det ses på . Effekten springer ikke i øjnene, men når man kigger på billedet opdager man detaljerne.

Næste skridt var også ret subtilt. Jeg rodede mine billeder igennem og fandt et billede af et oldgammelt fransk brev, som jeg hev ind på et lag for sig selv.

Jeg justerede lidt frem og tilbage og endte med en linear burn som blending mode og en gennemsigtighed omkring 20%. For at undgå for meget støj i farverne konverterede jeg brevet til sort/hvid. Derved får collagen teksturen fra brevet uden at farverne “vælter”.

Også her kopierede jeg min layer mask, så den stakkels dame ikke fik bogstaver i ansigtet. Det er svært at se i den lille udgave, men på er der faktisk tekst i baggrunden.

For at få det hele rammet lidt ind fandt jeg et billede af en gammel bog, som jeg brugte som ramme. Jeg lavede to lag af bogen. Et med color burn, der ofte giver de gul/røde-farver jeg er ret glad for og et med soft light, der er en god måde at få lidt detaljer og ro tilbage i collagen. For at skrue lidt ned for farverne justerede jeg desuden saturation på det lag med color burn. Resultatet ses på .

Hvis vi beslutter os for at bruge denne collage som forside, vil jeg nok justere lidt mere på farverne, så vi kan få lidt af hendes oprindelige kulør tilbage. Lige nu er der en anelse for meget patina over det, synes jeg.

Næste skridt: teksten. Motivet er centreret, så for at spille med på det, arrangerede jeg overskriften, så den balancerer omkring hendes hoved. Læg mærke til hvordan det store M og årstallet får teksten til at balancere, da de har nogenlunde samme “vægt” .

En clean computerskrift er alt for pæn til dette motiv, og specielt er det store M for firkantet, så for at løsne lidt op for det, tilføjede jeg en masse støj. Til formålet brugte jeg en bunke forskellige “grunge” brushes. Søg på “photoshop grunge brushes”, hvis du ikke allerede har nogen. De er ikke svære at finde.

Som afsluttende detaljer tilføjede jeg en svag skygge til bogstaverne ved simpelthen at kopiere de to lag, placere dem under den lyse tekst og farve dem en anelse mørkere ved hjælp af en layer style.

Som sagt mangler jeg et par småjusteringer endnu, men sådan blev den til i sin nuværende form. Håber I kunne bruge det.

6 Responses to “Endnu en forside bliver til”

  1. Fortæl også gerne historien om krydset – blikfang, siger du. Forklar!

  2. Peter F says:

    Endnu en fantastisk guide Brian. Er fedt for os Photoshop novicer du gider bruge tid på at skrive dem.

  3. Thomas Munkholt says:

    Jeg har også en lille Wacom, men savner gode rentegnings-brushes – som blæk/tusch på en tynd pensel eller fyldepen. Jeg har ikke haft held til at finde nogen – har du et søgetip?

  4. Mikkel Bækgaard says:

    De der grungebrushes? Kræver det ikke at man laver textlaget om fra vektor-tekst til bitmap?

  5. Mikkel Bækgaard says:

    Og en anden ting. Det kunne være fedt, hvis du lagde originalbillederne og texturerne her ud, så man rigtigt selv kan øve sig på, om man kan få det til at se lige så fedt ud som når du laver det.

  6. @Thomas – det er ikke rigtig noget, jeg har leget så meget med, men som standard er der jo et par pen/brush-brushes og hvis du har en pressure sensitive tablet kommer man da noget af vejen.

    @Mikkel – du kan selvfølgelig godt lave din tekst til raster, men du kan også bare lave al brush-arbejdet på et lag for sig selv (det har jeg gjort her). Fordelen er, at du har teksten intakt. Bemærk, at du derved ikke kan slette en del af teksten – du kan kun tilføje støj. Hvis du også gerne vil slette i teksten uden at lave den til raster, kan du gøre det i en layer mask på tekstlaget og bruge dine brushes der. Hvis du er ligeglad med at bevare teksten, er det nemmest at lave den til raster og så bare brushe derudaf.

Leave a Reply