Her er to sider fra Adam Bindslevs scenarie Landlov og nedenfor følger en håndfuld DOs and DON’Ts.


DO: Brug illustrationer der understøtter scenariet. Landlovs illustrationer svinger måske lige lovlig meget rent stilmæssigt, men fælles for størstedelen af dem er at de rammer den groteske stemning i scenariet.
DO: Brug fritlagte billeder eller som her illustrationer for at undgå for mange kassebilleder. Lad gerne teksten løbe om illustrationerne, men pas på at der ikke opstår store mellemrum mellem ordene som følge af tekstombrydningen i nærheden af billedet (et fænomen man kalder floder). Undgå smalle spalter, fast højremargin og brede skrifter for at reducere risikoen for floder.
DO: Korte linjer med tekst øger læsbarheden. Som tommelfingerregel er alt over 65 tegn per linje for meget, men det afhænger dog af såvel skriftsnit som størrelse. Typisk er en A4-side dog alt for bred til at tekst kan holdes i en spalte (med mindre, der er meget luft omkring den).
DO: Prioriter stoffet, så de vigtigste elementer optræder i brødteksten. Noter og deslige kan f.eks. som her placeres i en sidebar.
DO: Husk mellemrum mellem tekstspalter. Hvis spalterne placeres for tæt på hinanden skabes et meget mørkt layout og spalterne flyder sammen, hvilket hæmmer læsevenligheden.
DO: Brug mere luft over en overskrift end under, da det understreger overskriftens tilhørsforhold til teksten. Vi opfatter elementer i nærheden af hinanden som værende sammenhængende, så derfor bør overskrifter ikke svæve i det fri.
DON’T:
Lige højremargin kan være en stor udfordring, og man skal være meget varsom med valg af skrift og brug af illustrationer i teksten for at undgå problemer med floder og tekstombrydning. Et godt alternativ er kombinationen af løs margin og orddeling, men også her skal man passe på. For smalle spalter kan nemlig let lede til alt for mange orddelinger. Brug smalle skrifter til smalle spalter.
DON’T: Undgå at sidens elementer konkurrerer om læserens opmærksomhed. Der er flere måder at skabe opmærksomhed på, men i et s/h-layout vil størrelsen og vægten (mængden af sort) af elementerne have størst indflydelse på hvor læseren retter sin opmærksomhed. De mange drop caps skaber uro på siden og de to illustrationer er med til at trække læserens blik nedad. Den uheldige højrestillede overskrift i første spalte forsvinder helt.
DON’T:
Lad aldrig illustrationer knække tekstlinjer. Illustrationen i eksemplet er en forhindring for øjet, så vi er mere tilbøjelige til at lede efter fortsættelsen på linjen under end til højre for billedet.
DON’T:
Kvæl ikke teksten! Den meget tætte ramme og den manglende luft omklamrende teksten, så resultatet er nærmest klaustrofobisk.
DON’T:
Undgå højrestillede overskrifter. I den vestlige verden læser vi fra venstre mod højre, så det skaber et unaturligt flow i en lang tekst med mange afsnit, når overskrifterne pludselig “hopper” over i den forkerte side. Det bliver kun værre, når man som her også har overskrifter på mere end en linje. Man kan afhjælpe problemet ved at have visuelle elementer, der trækker øjet i retning af overskrifterne, men som udgangspunkt er det en dårlig ide at have højrestillede overskrifter i brødteksten.
DON’T:
Lad være med at udfylde hver eneste kvadratmillimeter på papiret. Så dyrt er papir heller ikke. Luft gør layoutet lettere og mere indbydende. Problemet kunne være løst ved ikke at give sidebaren baggrundsfarve og ramme.
Fedt! Scenarieforfattere (og mig selv): take notice.
(Din øverste ‘4′ skulle vist have været ‘5′.)
Godt set Thomas. Det er rettet.