Der er to ting, vi må have på plads, inden jeg kaster mig ud i den vanlige DOs og DON’Ts-liste. For det første er Sannes kreative overflødighedshorn blandt mine absolutte favoritscenarier, når det kommer til præsentation, så forvent lidt mindre objektivitet i min gennemgang. For det andet, vil jeg fravige formen fra de tidligere indlæg og undlade at bringe to sider fra scenariet, for som dem, der har set scenariet, vil vide, er der næsten ikke to sider, der er ens. Jeg synes ikke det vil være fair, at tage to vilkårlige sider og kun tale ud fra dem. Derfor håber jeg, at I selv vil kaste et blik på scenariet.
DO: Brug gerne en hel side eller ligefrem et opslag på at skabe stemning. Sannes titelblad (side 2) er måske spild af plads i nogles øjne, da det ikke bidrager med tekst, men hvad det mangler i konkret information, giver det i stemning. Store illustrationer har større effekt og gør derfor større indtryk på os som læsere. Små illustrationer som f.eks. i Adams scenarie kan være fine, men givet deres størrelse vil vi typisk opfatte dem som underordnede.
DO: Hvis man vil bruge billeder som baggrund, er det utrolig vigtig at være opmærksom på kontrasten mellem teksten og billedet. Generelt slipper man lettere af sted med at bruge sort/hvide billeder som baggrund, men vær opmærksom på ikke at placere tekst i lyse områder af billedet. Det kan være en god ide at gøre billedet uskarpt ved hjælp af Blur, da det både giver bedre kontrast og en effekt af at billedet er i baggrunden. Sidst men ikke mindst, får man det bedste resultat med en tung skrift, der har tyngde nok til at stå imod baggrunden. For et godt eksempel se side 4.
DO: Brug billeder og illustrationer, der supplerer fortællingen. Billeder af masker er måske lidt af en kliché, men udførelsen er pragtfuld og klichéen til trods, er symbolet meget passende for fortællingen.
DON’T: Jeg ved ikke om det er Sanne eller Rylles fejl, men faktum er i hvert fald, at scenariet benytter en font, der ikke er inkluderet. Man skal være opmærksom på, at visse fonte ikke lader sig eksportere til PDF. Problemet kan dog let opdages og løses. Bruger man InDesign, skal man køre et pre-flight check og sørge for at rette eventuelle problemer, inden man laver sin PDF. InDesign fanger forkerte farver, manglende fonte og så videre, så hvis checket kører igennem, er man sikker på, at de mest banale fejl er udryddet. For at løse problemet med fonte, der ikke vil eksporteres, kan man omdanne teksten til grafik. InDesign har en Text to Curves-funktion, der gør dette. Det betyder selvfølgelig, at teksten ikke længere kan rettes som tekst, så det er noget af det sidste, man gør, og man skal kun gøre det for eventuelle eksotiske skriftsnit, der driller.
DON’T: Man ved, at der er noget galt, når læseren ligner en, der ser tennis. Meget lange linjer sætter læsevenligheden ned, så man skal passe på med tekst i en spalte i A4-format. Jeg er godt klar over, at de fleste skønlitterære bøger anvender en spalte, men de er sjældent i A4, så derfor bliver linjelængden ikke uoverskuelig. Ligeledes kan man vinde lidt ved at anvende en betragtelig linjehøjde – 10/14 eller mere giver luft og bedre læsbarhed. Sanne har enkelte sider (f.eks. side 6) med meget lange linjer. Til al held er omfanget begrænset, men det er stadig ikke optimalt.
DON’T: Vær meget forsigtig med at sætte overskrifter i kursiv, håndskrift og andre skriftsnit, der ikke er lette at læse ved hurtig skanning af teksten. Overskrifter tjener to formål: at bryde teksten op og hjælpe læseren med at genfinde afsnit. Derfor er det vigtigt, at overskrifterne står tydeligt på siden. Siderne 8-9 er f.eks. sat med en snørklet script-font som overskrift.
DON’T: Vær meget forsigt med at bruge layer blending på tekst. Side 12 har tekst ovenpå et farvefoto og for at sikre kontrast mellem tekst og baggrund, har Sanne tilsyneladende brugt layer blending. Skønt kontrasten sikres, skifter teksten farve og området omkring lyset er et noget uskønt farvevirvar.
DON’T: Hvorfor er der kun sidenumre på beskrivelserne af to af de fire spilpersoner? Spilpersonerne er selvfølgelige lidt specielle, da det kun er spillederen, der ser dem alle samlet og derfor kan man slippe af sted med meget forskellige udtryk, men i dette tilfælde ligner det nu mest af alt en forglemmelse.
DON’T: Kreativ brug af tekstomløb er ikke let, og Sannes resultat er flot og stort set uden problemer. Der er dog svipsere som f.eks. Andreas, side 2, anden spalte (men læg lige mærke til den efterfølgende side) og snoren på sidste side af Sofie går også lidt for hårdt til teksten.
