Jeg har besluttet mig for at prøve at introducere min gamle Deadlands-gruppe for et par indiespil. Gruppen består af Seb, Bo, Kristian og undertegnede. Som jeg tidligere har skrevet er Seb Method Actor og Bo og Kristian er Storytellers / Tactitians, og især Seb har udtrykt bekymring overfor det fortællekoncept, der findes i mange indiespil.
Derfor har jeg tænkt en del over hvilket spil, der ville være bedst egnet til denne jomfrurejse, og mit valg er faldet på My Life with Master af flere grunde. For det første er spillet ret simpelt i sammenligning med en del andre indiespil. Der er meget få regler, men de bidrager alle meget direkte til at skabe historien. For det andet er fortællingen forholdsvis spillederstyret, hvilket jeg forhåbentlig kan bruge til at holde gruppen til ilden. Sidst men ikke mindst efterlader systemet en anelse plads til traditionelt rollespil, hvilket forhåbentlig kan gøre Seb glad.
Vores første session gik udelukkende med at definere setting og spilpersoner. Det var en ret hård begyndelse. Der var stille meget længe – eller sådan føltes det i hvert fald for undertegnede. Jeg forsøgte at sætte dem i gang, men jeg ville på den anden side heller ikke diktere noget. Indledningsvist var der forslag om at flytte fortællingen til en mere nutidig, realistisk baggrund for at få det til at ligne Stephen Kings Carrie. Jeg tror faktisk godt, at man kan spille i den setting, men jeg synes, det var mere sikkert at blive ved oplægget, så det holdt jeg fast i. Derefter kom der endelig lidt skred i tingene, og vi fik defineret det, vi skulle, men der gik det meste af en aften med det.
Vores Master er Miluska Lieslova, en ældre alkymist, der fra sin store himmelseng kommanderer sine lakajer rundt i den lokale mineby Warsburg i søgen efter det barn, hvis blod kan vække hendes afdøde familie til live. Lieslova holder til i et stort, gammelt slot hvor hele den afdøde familie sidder opstillet ved det store middagsbord i tronsalen. I byen er stemningen tung, for de engang så gavmilde kuldepoter er ved at være udtømte, så de stakkels børn skal langt ned i minen for at bryde kul. Og så er der jo lige det med alle de børn, der forsvinder sporløst. Fear er sat til 4 og Reason til 2.
Minions: Sebastian spiller Victor, en lille dreng syet sammen af de mange kropsdele fra de børn, der ikke kunne hjælpe Lieslova i sin søgen efter det rette barn. Victor er meget grim, men nærmest udødelig. Self-loathing: 0 og Weariness: 3. More than human: Udødelig bortset fra når han ikke har fået blod fra et barn indenfor et døgn. Less than human: Skræmmende grim undtagen i børns øjne. Victors connections er: Pigen fra kirkekoret med de smukkeste øjne og vaskekonen med de stærke arme.
Bo spiller Boris en stor og ikke for kvik håndlanger af den klassiske type. Self-loathing: 2 og Weariness: 1. More than human: Ekstremt stærk undtagen når der er nogen, der betragter ham. Less than human: Knuser alt undtagen pelsdyr. Indrømmet jeg ser også en lighed med en vis John Steinbeck roman, men det skal nok komme til at give nogle gode scener. Connections: Pigen med kaninerne og den nuværende sjakboss for minedrengene.
Kristian spiller den lille, smidige klatretyv Raphael. Han har Self-loathing: 3 og Weariness: 0. More than human: Kan klatre overalt men ikke i dagslys. Less than human: Meget svag, men ikke når han er bange. Kristian brugte Gollum som inspiration. Connections: Præsten med de inspirerende taler og minesjakkets madmor.
Det tog lang tid at komme i gang, men jeg synes, vi fik noget brugbart ud af det, og jeg glæder mig til næste gang, hvor fortællingen langt om længe kan få liv.